Hvordan prutter man om prisen?

Der kan være mange penge at spare ved at prutte om prisen, men mange danskere gør det aldrig. Hvis man ikke er den typiske krejler-/købmandstype, så kan det være svært at komme igennem med at forhandle om prisen på de ting man køber. Her er nogle retningslinier som giver dig et godt udgangspunkt for at kaste dig ud i at prutte om prisen.

Synes du det er lidt pinelige at skulle spørge om rabat i butikken? Hvis du ikke selv bringer det på banen så får du helt sikkert ikke nogen rabat, så se at kommer over din forlegenhed og spørg! Det værste der kan ske er at der ikke er noget at hente.

En god åbningsreplik når du har fundet din vare, er at spørge om folk er til at handle med. Nogle vil se meget alvorlige ud i blikket og sige nej. Andre vil være imødekommende, det er sjældent, at der slet ikke er lidt at forhandle om.

  1. Det er vigtigt at du ikke virker alt for begejstret for den ting du vil købe. Hvis sælgeren kan se eller mærke at du har bestemt dig for at købe produktet, ved han/hun også at du er villig til at betale fuld pris. Det er dog også vigtigt at du ikke overspiller din manglende interesse, for det gennemskuer sælgeren også. Det handler om at sætte den rigtige grimasse på, f.eks. en attitude der siger ”jeg ved, at jeg nemt kan finde noget tilsvarende hos den nærmeste konkurrent”.
  2. Det er også vigtigt at du får den rigtige medarbejder i tale. Det er nødvendigt at udvælge en medarbejder, der faktisk er i stand til at give dig rabat, en der har beføjelse til at træffe beslutninger. Man må selvfølgelig respektere, hvis man står med en sælger, der siger, at han/hun ikke kan forhandle. Hvis det er tilfældet kan du evt. spørge, om du kan komme til at tale med en der kan forhandle. Dette er naturligvis mest relevant ved større køb.
  3. Kritiser ikke varen alt for meget. Nogle kunder kan finde på at sige om varen, at ”Den er beskidt” eller ”Den er krøllet”. Det er dog for det meste en dårlig idé at kritiserer en vare eller butik, som man vil handle med. Det kan skabe dårlig stemning. Spørg i stedt ”Er det her første eller anden sortering?”, for at få snakken i gang.
  4. Mængderabat. Hvis du køber flere varer, vil det ofte være nemmere at opnå rabat. Det er en god indgangsreplik at spørge ”Hvis jeg gør den her handel større/ Hvis jeg køber X stk., hvad betyder det så for prisen?”. Det er trods alt en købmænd, man har at gøre med, og de er som regel altid villige til at forhandle. Du skal dog ikke regne med rabat på to par underbukser.
  5. Pas på med at skambyde. Der er ofte store avancer på butikkernes varer, så der er som regel rum til forhandling, men man skal ikke skambyde. Det er helt fair, at butikken skal tjene penge på deres varer. Når det er sagt, skal du dog ikke bare godtage den gamle undskyldning om, at ”Hvis jeg giver dig rabat, så skal jeg også give alle de andre rabat”. Enhver handel er individuel.
  6. Prøv lykken i de mindre butikker. Der er mange af de store kæder, der er helt og holdent bundet på deres priser. Det betyder ikke at man ikke kan få rabat i f.eks. Føtex eller Bilka. Hvis du mener, at der er en godt og fornuftig grund til, at en vare skal være billigere, så skal du helt klart prøve at nævne det. Lad dog være med at forhandle ved selve kassen – tal med en medarbejder eller bestyrer i butikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *